En tid alene

De to hovedpersoner i Christian Kampmanns roman fra 1972 er på mange måder hinandens modsætninger, også socialt, men deres forbindelse med en lille dreng fører dem sammen. Hun passer drengen, når forældrene er væk på arbejde. Han får besøg af drengen en eftermiddag om ugen. Hun har det meste af sit liv ernæret sig ved at gøre rent hos folk. Han er pensioneret departementschef. Begge bor alene og er temmelig ensomme, men mens hun prøver at komme i kontakt med andre, er han blevet træt af sine medmennesker, og denne forskel kommer til at præge deres forhold, som ender med at få uventede og voldsomme følger.